Besøg smukke Kreta

Ifølge den græske mytologi er Kreta fødested for gudernes gud, Zeus. Om det er sandt eller falsk, ved vi ikke, men Kreta er i hvert fald en gudesmuk ferieø!

Indlæs flere

Kreta i Grækenland

Hvis du vil være næsten 100 % garanteret en solrig ferie, så er ét af de mest sikre rejsemål den græske ø Kreta. Kreta kan bryste sig af at have omkring 300 solskinsdage om året, hvilket gør øen til ét af de mest solsikre rejsemål i Europa – og derfor også et af de mest efterspurgte rejsemål i hele Grækenland!

En ferie på Kreta er fyldt med natur og historie!

Mange mennesker tilbringer en uges tid på Kreta uden at se meget andet end den strand, som hotellet kan tilbyde – men dette er virkelig synd, når man ved, hvor meget Kreta egentlig har at byde på. Der er nemlig noget mytisk over denne Zeus’ ø, og Kreta bidrager både med imponerende naturoplevelser og masser af fortællinger fra øens fortid. Med en placering som den største og sydligste ø i det græske øhav har Kreta alle dage været eftertragtet, og det er derfor kun naturligt, at øen stadig er efterspurgt hos mange danskere!

Kreta har et meget varieret klima, hvilket gør, at du stort set kan gå fra en palmeklædt og solskinsfyldt strand til et næsten mytisk bjerglandskab med skydækkede bjergtoppe. Naturen er simpelthen storslået, og vi har tabt kæben gang på gang, når vi har set de mange naturoplevelser, som Kreta er heldige at have!

Besøg den længste kløft i hele Europa!

Grækenland er et land, der er meget præget af dets placering på de tektoniske plader, og landet oplever derfor jævnligt jordskælv i større eller mindre grad. Af netop denne grund er landskabet domineret af bjerge i store dele af landet – og øen Kreta er ingen undtagelse. På Kreta finder du en stort set ubrudt bjergkæde, som løber fra øst til vest, og hvis højeste punkt er 2.456 meter højt. Det er i og omkring denne bjergkæde, at vi finder Samaria-kløften, der regnes for at være Europas største kløft.

Samaria-kløften har en længde på hele 16 km, og hvis du elsker vandreture i imponerende omgivelser, så er en tur i Samaria-kløften et absolut must! Her følger du den snoende bæk med duften af cypresser og andre planter omkring dig, mens kløftens stejle vægge hele tiden minder dig om naturens imponerende kræfter. Du kan opleve vilde bjerggeder, som bræger fra mindre afsatser i kløften, og det er virkelig en oplevelse i verdensklasse!

Kreta er en ø, der skal udforskes, og vi kan kun anbefale at leje en bil for at komme ud til de afkroge af øen, hvor turismens tag i omgivelserne er knap så tydelige. Kretenserne er et gæstfrit folk, der bor i charmerende huse i de smukke omgivelser, så du kan roligt udforske Kreta fra den ene ende til den anden.

Spis på en klassisk, græsk taverna!

Du kan ikke besøge en græsk ø uden at smage de lokale specialiteter, som Grækenland er kendt for – og dette skal helt sikkert gøres i smukke omgivelser på en klassisk taverna. Du vil opleve mad, der er fyldt med krydderier og lokale oliven, ligesom at frisk fisk og grøntsager tit serveres side om side – det ser godt ud, og det smager endnu bedre. Tavernaerne giver dig også en unik mulighed for at komme lidt tættere på de lokale kretensere, der har mange gode fif og historier at dele med dig – du skal dog ikke altid tro på alt, hvad de siger!

Feriespotter finder ofte gode tilbud på billige flybilletter og hoteller på Kreta, hvor især de større byer som Chania, Rethymnon og Georgioupolis kan besøges til en god pris. Kig endelig vores rejser igennem her på siden, hvis du vil gøre et kup på din næste rejse – af rejsende, til rejsende!